Vi vil tjene vores løn uden at sælge sjælen

Først lod vi, som om vi arbejdede, så sled vi sjælen til blods, og nu overvejer vi, om karriere i virkeligheden er groft overvurderet. Vi er på tærsklen til en arbejdsrevolution.

I 1980’erne blev vi hængende på kontorerne for at få det til at se ud, som om vi havde meget travlt og derfor var uundværlige. Vi noterede hvert møde tre steder i timemanageren; i månedsplanen, i ugeplanen og i dagsplanen. Der var styr på det. Vi arbejdede, eller så i det mindste ud som om vi gjorde. Personligt havde jeg skulderpuder og bordeaux attachemappe. Jeg lignede Melanie Griffith i Working Girl.

I 90’erne og første halvdel af 00’ene var det bonus og præstation og achievable but stretching goals. Vi udvekslede KPI’er og rejsedage. Hvem havde flest, længst, hårdest. Indsatsen blev honoreret med goder som pæne biler, business class og 5-stjernede hoteller. På et tidspunkt fløj jeg så meget, at jeg jævnligt glemte, om min bil stod i Billund eller København, og jeg havde det præcis som Edward Norton i flyscenen i Fight Club: ”You wake up at Seatac, SFO, LAX. You wake up at O’Hare, Dallas-Fort Worth, BWI. Pacific, mountain, central. Lose an hour, gain an hour. This is your life, and it’s ending one minute at a time.”

Og så kom work/life-balancen. Først blot som en hvisken i HR-afdelingerne, men snart dukkede begrebet op på hjemmesiden som et løfte til nye medarbejdere. Siden gemte vi begrebet væk igen, fordi det blev så fortærsket, at enhver leder græmmes, når hun hører sig selv tale om work/life-balance på medarbejdermødet lige efter at have modtaget den seneste rapport om sygefravær. Arbejdet var blevet sygdomsfremkaldende. Ikke på grund af kemiske stoffer, fysisk anstrengelse eller livsrisiko – men fordi vi blev stressede. Jeg byggede en karriere på at hjælpe mennesker med ikke at blive syge af at gå på arbejde. Tænk, at det er muligt.

Nu – i ugerne efter sommerferien – er tonen en ganske anden end før ferien. Vi gider ikke mere. Vi gider ikke sliddet, bekymringerne, de uendelige og ligegyldige møder, rejserne og overnatningerne Comwell-style. Der er et opgør på vej, og det kommer fra mellemlederne. De maste stakler, der engang blot skulle lede og fordele arbejdet, får efterhånden pålagt flere og mere umulige opgaver. I dag skal mellemlederen være både præst, forælder og filosof.

Hvad er det for et menneskesyn, vi bygger den antagelse på? Hvor kommer den idé fra, at nogle voksne mennesker skal give nogle andre voksne mennesker omsorg, anerkendelse og inspiration for at gå på arbejde? Vel at mærke lønnet arbejde.

Offerrollen sneg sig ind på arbejdspladserne, mens vi så den anden vej. Det, der startede som midler til at skabe begejstring og god teamånd, er blevet til omklamrende omsorg, der viger tilbage fra at være tydelig. Og de, der har betalt prisen i denne runde af udviklingen i vores arbejdskultur, er både alle de mennesker, der har tilladt sig selv at investere så meget i deres job, at de er blevet syge af det, og mellemlederne, der for hvert kursus, de har været på, har fået pålagt endnu en følelsesmæssig opgave.

Nok er nok.

Jeg har aldrig – efter en ferie – hørt så mange af mine klienter overveje en anden livsstil.

Der er ikke noget bemærkelsesværdigt i at tænke over hverdagen i en lang ferie, hvor der er tid til at snige sig ud af afhængigheden og mærke græsset under nøgne fødder. Men i år var særlig. Og jeg tror ikke, at det er, fordi i år er særlig, men derimod at den akkumulerede frustration over at stille sig til rådighed for erhvervslivet er blevet for stor. Et erhvervsliv, der belønner de heldige med interessante opgaver, med oplevelsen af udvikle sig og være med i et fællesskab. Mens lønnen for de mindre heldige ikke er større end den fremgår på kontoen.

Uanset om man kun aflønnes i cool cash, eller om der er betydelige psykologiske fordele, så tæres alt for mange mellemledere af bekymringerne for dårlige ledelsesmålinger, usikkerheden overfor at håndtere stressede medarbejdere forkert, frustrationen over konstant at være bagud. Det er fornemmelsen af ikke at kunne løse sin opgave, uanset hvor meget man knokler, og hvor meget man giver af sig selv.

Vi skal have fundet en anden måde at arbejde på, så vi kan tjene vores løn uden at måtte sælge vores sjæl.

2 responses to “Vi vil tjene vores løn uden at sælge sjælen

  1. Indlysende rigtigt. Dog intet nyt under solen, Charlotte.

    Læs evt. Richard Sennett: The corrosion of character

    Forandringerne kommer først den dag pjaltehæren af arbejds- og statusliderlige mellemledere indser at lykken ikke ligger i ydre, overfladisk anerkendelse men i indre ro med tid til eftertanke, familie og nære relationer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *