You’ve been trumped!

”Working together we will begin the urgent task of rebuilding our nation and renewing the American dream. I’ve spent my entire life in business, looking at the untapped potential in projects and in people all over the world. That is now what I want to do for our country. Tremendous potential. I’ve gotten to know our country so well. Tremendous potential. It is going to be a beautiful thing. Every single American will have the opportunity to realize his or her fullest potential.”

Donald Trumps tale, 9. november 2016

 

Tillad mig, Mr. President, at forklare, hvorfor det ikke kommer til at ske.

Det gør det ikke, for du opfylder kriterierne for NPD – Narcissisistic Personality Disorder – så smukt og præcist:

  • overdreven følelse af betydningsfuldhed
  • forestillinger om ubegrænset succes, magt, skønhed etc.
  • tro på at du er speciel og unik
  • behov for ubegrænset beundring
  • urealistiske forventninger om særlige privilegier
  • udnyttelse af andre til at opnå egne mål
  • ikke villig til at anerkende andres følelser
  • forestilling om at andre er misundelige på dig
  • arrogant eller hånlig attitude.

Du er inkarnationen af den ultra-narcissistiske leder

Narcissisme er en uvurderlig del af toplederskab i krisetider, og når der er behov for innovation eller transformation. Ingen kan samle folk, bevare overblikket og formulere en vision så utvetydigt og inspirerende som den narcissistiske leder. Ingen kan udfordre det bestående så effektivt. Ingen anden ledertype trives så godt i kaos.

Den narcissistiske leders visionære, karismatiske og – tilsyneladende – omsorgsfulde og inkluderende ledelsesstil skaber overvældende følgeskab blandt desillusionerede, frustrerede eller svage medarbejdere. Han er kreativ og strategisk og finder nye veje i kompleksitet eller krise, hvor andre mere analytisk tænkende ledere må give op. Den narcissistiske leder kan altid finde en vej. Måske fordi han er ekstremt konkurrencedrevet. Måske fordi han er villig til at tage enorme risici. Måske fordi mod kan være et andet ord for manglende fantasi, og den narcissistiske leder har ikke fantasi til at forestille sig, at han fejler.

Som Houdini kunne vikle sig ud af reb og kæder, kan den narcissistiske leder tale sig ud af enhver situation. Du kan ikke fastholde ham på et argument, der ikke længere er gavnligt for ham, for han vil charmere og forføre dig med sin nye vision. Du kan ikke konfrontere ham med fakta, der tilbageviser hans holdninger, for han vil forklare dig – indtil du er overbevist – hvorfor fakta ikke er gældende i netop denne sammenhæng.

Det er ham, der stiller de frække spørgsmål, som etablissementet ikke tør stille. Han er den lille dreng i Kejserens nye klæder. Det er ham, der taler de svages sag, og han gør det med uovertrufne retoriske evner. Han er enerådig, ambitiøs og uimponeret (over andet end sig selv).

Vi lever i en narcissistisk tid, og vi er alle narcissister i varierende grad. Nogle af os i en grad så vi er klinisk diagnosticerbare. Narcissistic Personality Disorder er en personlighedsforstyrrelse, hvor man har en inflateret opfattelse af egen betydning, et uopfyldeligt dybt behov for anerkendelse og komplet mangel på empati. Men bag masken af uovervindelig selvtillid gemmer sig et usikkert selvværd, der er dødeligt sårbart overfor enhver kritik, saglig eller usaglig.

Den narcissistiske leder er drevet af ære, magt og beundring. Han har ikke brug for at blive elsket, men skal kunne stråle sig i tilbedende blikke fra loyale følgere. Kombinationen af et skrøbeligt selvværd og en kompromisløs aggression når det gælder hans mål, får ham til at se fjender overalt. Hans ledelsesstil er præget af: ”Hvis du ikke er med mig, er du imod mig”. Saglig kritik, faktuelle indvendinger, udfordrende spørgsmål opleves af den narcissistiske leder som personlige angreb, og hans mistroiskhed kan udvikle sig til paranoia.

Som historien bevidner, er storhed og paranoia ikke en god cocktail.

Derfor omgiver den narcissistiske leder sig med ja-sigere og ukritiske støtter. Hans forventning om særlige privilegier går hånd i hånd med fraværet af den adfærdsregulerende samvittighed, der holder de fleste af os på måtten.

Den narcissistiske leder har alt det, der skal til for at forfølge den vildeste drøm, til at få folk med sig og skabe en følelsesmæssig bevægelse. Men hans manglende respekt for andre synspunkter, hans uvillighed til at lytte til kritikere eller bare til dem, der taler om den praktiske virkelighed, betyder, at eksekveringen oftest fejler spektakulært.

Så nej, Mr. President, du kommer ikke til at forløse USA’s potentiale. Ikke i det lange løb. Ikke i den store sammenhæng. Du vil skabe kortsigtede successer og dramatiske, men ubæredygtige forandringer. Og nej, dit embede vil ikke blive præget af samarbejde, for du vil være solkongen, hvorom alle glider i distanceret orbit. Alle de, der blindt beundrer dig. Du vil aldrig realisere din vision, for …

You’ll be trumped by your very own personality.

 

2 responses to “You’ve been trumped!

  1. Vedr . Trump og dine kommentarer…
    Jeg tror ikke vi skal være så bange for USA og Trump fremover, som du lægger op til.
    Manden er ikke dum og vil naturligvis bruge sine rådgivere og kongressen, når vigtige dispositioner foretages. USA’s præsident kan ikke alene præge meget mere end forsvars- og sikkerhedspolitiske
    opgaver. Det er vel også på tide, at Vesten – som vi pludseligt ser det nu , er med til at betale for
    verdensfreden. Uden Trump var dette ikke sket. Usa har herudover utroligt mange illegale indvandrere, der ikke flygter pga krig. Her vil man sætte mur op. Nøjagtigt som man vil gøre det i Europa eller i Danmark, hvis vi på samme måde havde haft et bekvemmelighedsflygtningeproblem. Eller er det ikke det, der er ved at ske?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *