Vi bliver nødt til at tale om ansvar

Kerneopgaven vantrives, hvis ledelsen er inkompetent eller bruger tiden på taktiske spil og selvberigelse. Der er masser – langt de fleste, faktisk – af pligtopfyldende, dygtige ledere, der ikke sætter egen grådighed øverst. Ledere, der tager ansvaret, og som har den fornødne kompetence. Men vi er ramt af en bølge af grådighed og inkompetence i disse år. En bølge, jeg slet ikke tror, vi har set toppen af. Så vi er nødt til at tale om, hvordan vi belønner personlig ansvarlighed, og hvordan vi sætter fokus på sund fornuft og god forretningsetik i både offentlig og privat regi.

Anden bølge grådighed

Begær er sundt, og ambition stimulerende, men grådighed er netop det, der er for meget. Det er overædning, misbrug, forstoppelse. Grådighed er svaret på en angst sjæl, der beskytter sig mod fremtidens trusler. Der har været nogle skrækeksempler i den senere tid, der bringer tankerne tilbage på El Gekko, der sagde ”Greed is good.” Han kunne også have sagt ”Greed is God!”

“Greed, for lack of a better word, is good. Greed is right. Greed works. Greed clarifies and cuts through to the essence of the evolutionary spirit.” GordonGekko, Wall Street. Eller sagt på en lidt anden måde: Grådighed koncentrerer energien i én retning; nemlig overlevelsens. Alt andet må komme i anden række.

Per Stig Møller var for nylig ude efter den private sektor, hvor han peger på Bo Nielson fra Nets, Lars Rebien Sørensen fra Novo, Christian Junker fra Danish Agro og andre som værende grådige. Konklusionen i Per Stig Møllers indlæg er, at ”kapitalismen er blevet for grådig og er sin egen værste fjende”.

Det synes liberalisterne ikke om, så de peger naturligvis på misbruget af offentlige midler, politikerpensioner, havnebestyrelser og DR’s uendelige liste af lemfældig økonomisk prioritering.

Men den ene fløj har nu ikke noget at lade den anden høre, når det kommer til selvoptaget grådighed. Grådighed er partiløs og klasseløs. Det er et personligt træk, der næres af angsten, underlegenheden eller idéen om at være særlig. For nogle handler det om at kræve offentlig hjælp uden at ville arbejde for det. For andre er det bonusmodeller, der er disproportionale med indsatsen og resultaterne.

Grådighed er partiløs og klasseløs.

Jeg vil ikke trække underbemidlede mennesker ind som modsætning til grådighedens økonomiske lakajer. Det er andre skribenters job. Jeg vil hellere pege på den misforvaltning og det tab af fokus, som personlig grådighed fører til. Grådighed matcher ikke kerneopgaven. Ikke i længden. Hvilket eksemplificeres af Jens Chr. Hansens blog, hvor han forklarer, hvordan Bo Nilssons eksorbitante bonus har gjort ham til personificeringen af grådighed og måske skadet Nets-brandet i en grad, så aktierne rasler ned.

Hvornår stopper vi med at tro på myten om, at vi kun kan tiltrække de bedste ved at betale dem over evne?

Inkompetencen råder

Mit lokale elselskab har skiftet navn fra TREFOR til æh … EWII. Der var nemlig ikke plads til flere sure kunder på Trustpilot, og det er trods alt nemmere at skifte navn end forbedre kvaliteten. Samme ledelse, samme produkter, samme priser og ja – desværre også samme kundeservice.

Det er trods alt nemmere at skifte navn end forbedre kvaliteten.

Post Danmark solgte linealer og børnespil i de nu lukkede postfilialer, mens andre løb med pakkerne, og brevene blev væk. En virksomhed, der har eksisteret siden 1624, og som overlevede telefonen, blev slået omkuld af digitaliseringen. Tænk, hvis Post Danmark havde sat sig på e-kommunikationen mellem borger og stat? Det kunne da kun have været bedre end e-Boks. Eller hvis de havde forstået, at pakkemarkedet ville eksplodere, da Amazon for mere end 20 år siden som nogle af de første begyndte at sende varerne direkte til kunderne.

Lige nu hænger Ole Birk Olesen på postkatastrofen i en politisk vinkel. Men trafikministeren har dog hverken det strategiske eller operationelle ansvar for underskuddet. Én mand har siddet på posten gennem hele digitaliseringens ungdom; Helge Israelsen (1995-2009). Efter ham kom Knud Børge Pedersen, der holdt 5 år, Henning Christensen for en kort bemærkning og nu Peter Kjær Jensen. Hvordan er det lykkedes dem at misforvalte vores arv så eftertrykkeligt?

Der er sikkert gode forklaringer. Der er altid gode forklaringer.

Så er der jo vores smertens-SKAT, der siden Fogh-æraen har hutlet sig igennem med alt for få ressourcer. Men det fratager altså ikke lederne deres ansvar. Nogle forsøger at tage det på sig, andre af SKATs ledere har glimret ved at skubbe det nedad.

Og her de senere dage har vi hørt om Pensam, der kendte til Hesalights problemer OG ydede et meget stort lån (af deres medlemmers penge) lige ned i et sort konkurshul.

Eller Rigspolitiet, hvor noget tyder på, at udbudsreglerne kun bliver fulgt i langt under halvdelen af tilfældene. Rigspolitichef, Jens Henrik Højbjerg, beklager og tager ansvaret, hvilket er klædeligt, men jo ikke hjælper på den misrøgt, der er foregået under hans næse. Nu bliver der ”iværksat håndfaste kontrolprocedurer”, og man tager sig til håret og stønner ”Men hvorfor først nu?

Hvordan kan inkompetent ledelse i et offentligt regi få lov til at fortsætte idiotien langt ud over sund fornuft og god forretningsetik?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *