Begrav arbejdsetikken – for din egen og samfundets skyld

Siden midten af halvfemserne har jeg trænet, rådgivet, nurset, presset og lokket ledere til at præstere bedre. Jeg har lært dem at meditere, så de bedre kunne fokusere, at prioritere, adskille og gøre de rigtige ting i stedet for at gøre tingene rigtigt. At holde personlige følelser ude af opgaven, slippe angsten og økonomisere med energien. Det er slut nu.

Faktisk har det været slut et stykke tid. Jeg kan ikke sige, præcis hvornår mit fokus begyndte at skifte fra præstation og resultater til kreativitet, skabelse og eksistens. Det skete gradvist, som den slags paradigmeskift gør. Jeg fulgte bare strømmen, lyttede til menneskepulsen og justerede intuitivt mine stivnede ideer til tidens krav og nødvendighed.

For vi har altså tilstrækkeligt mange fladskærme og biler, og det er blevet kikset og dårlig stil at flashe Louis Vuitton-tasker, og min generation – den sidste pligtgeneration – sidder ganske vist stadig på magten og flæsket, men vi udfordres og presses af de unge, der ikke gider vores 80-timers arbejdsuger eller vores selvhøjtidelige travlhed.

Præstationsræset er døende og grådigheden ligeså.

Håber jeg.

I efteråret ’16 gennemlevede jeg for første gang en kreativ tørke, der fik mig til at indse, at hvis jeg ikke dagligt havde fingrene i noget, der var kreativt skabende, ville jeg dø en lille smule hver dag. Det førte nogle måneder senere til en ny blog, INTO MY MIND, hvis formål er at vise amatørers og professionelles kreative processer. Jeg lavede bloggen, fordi jeg havde lyst og for at dække et personligt behov. Men det viste sig, at bloggens bidragsydere hjælper mig med at bringe mere kreativitet ind i både mit eget arbejde og i mine klienters. At bestøve en monetær dagligdag med lidt kunst og skabelse har været yderst stimulerende.

Det krævede dog Lars Tvedes fine bog ”Det Kreative Samfund”, før jeg forstod, hvorfor kreativitet er så vigtig på et samfundsmæssigt niveau. Tvede forklarer med sproglig elegance og masser af fakta, hvordan kreativitet har skabt vores nuværende civilisation, og hvordan vanetænkning og ikke-fornyelse har bragt historiens største imperier i knæ. Han fremhæver betydningen af fire principper, for at den spontane kreativitet kan udfolde sig til succesfulde civilisationer:

  • Vi skal have fælles sprogkoder; dvs. kunne kommunikere og forstå hinanden.
  • Vi skal være i et forbundet netværk, der kan udveksle transaktioner, og som er tilstrækkeligt stort til at være stimulerende.
  • Der skal være ydre eller indre forandringsstimulanser, der skaber behov for udvikling.
  • Der skal være konkurrence, der favoriserer de bedste ideer, produkter, services etc.

Det er stort og på makroniveau og måske ikke helt så nærværende relevant, hvis man driver en servicevirksomhed i Århus. Men så må vi gøre det relevant.

Vi har i årevis talt om innovation og forandring og nu også om disruption. Det er alt sammen meget fint. Problemet er blot, at innovation i sin essens er en analytisk proces, der tager afsæt i noget bestående, forandring er blevet så fortærsket et begreb, at kun banaliteten står blafrende tilbage, og disruption er pt. et buzzword, der dækker alt fra at skulle brænde tingene ned hvert syvende år til at udnytte eksisterende data bedre. Hver fugl sin sang, hvert medlem af disruptionrådet sin udlægning. Det er såmænd også fint nok.

Men hvis vi skal overleve maskinernes fremmarch og sultne tredjeverdenslandes desperate konkurrence og gøre disruption & co. relevante for en servicevirksomhed i Århus, så er vi nødt til at kigge på den form for kreativitet, der udføres af ét menneske. Et enkelt selvstændigt menneske. Ikke af et enkelt menneske alene i et rum. Men af et menneske, der gennem samarbejde, forståelse for historien, mod på fremtiden og med konkrete kompetencer opdager en løsning på et eksisterende problem.

Grupper og råd og organisationer kan drøfte og undersøge og stimulere, men i sidste ende er det enkeltpersoner, der leverer den enkelte kreative løsning. Vores opgave er “blot” at skabe nogle arbejdsvilkår, der slipper kreativiteten fri. Det indebærer blandt andet, at vi udfordrer ideen om vækst som større, hurtigere, mere. At vi begraver vores protestantiske arbejdsetik og legitimerer lysten for os midaldrende, der sidder på beslutningerne. Det kræver også, at vi udfordrer ideen om præstationsmåling, resultatløn, binær tænkning og en del andre “hvide elefanter”-ideer.

Hen over sensommeren vil jeg undersøge disse emner her på Business-bloggen. Jeg håber, du har lyst til at læse med.

Illustration: Una the Artist

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *