Tilbageblik på en karriere: Mine McJobs med #metoo tendenser

Et nyt arbejdsår gryr. Himlen er klar, der er frost på græsset og det er tid til at finde arbejdsglæden frem. Hvem ved, hvad året bringer af muligheder og udfordringer? For mig har der altid været noget opløftende over at tage hul på et nyt professionelt år. Det føles som en lang række af ubrugte, blanke sider, hvor alt kan og vil ske. Men årsskiftet er også en fin tid at kigge tilbage på de jobs og mennesker og oplevelser, der har præget karrieren indtil nu.

I dag har jeg en sober og velanset og vellønnet karriere. Men sådan har det ikke altid været.

Min karriere startede i Korsetspecialisten, der –  som navnet antyder – specialiserede sig i korsetter. Vel at mærke den slags korsetter, der kunne stå selv, syet i laksefarvet satin med indsatte jern-wirer. Jeg var 13 år og ikke specielt stor, så når jeg skulle tage mål på de fyldigste af damerne, måtte jeg bede dem selv holde centimetermålet i den ene hånd, mens jeg gik hele vejen rundt om deres korpus for at måle omfanget under brysterne. Det gav mig en matematisk indsigt, der aldrig har forladt mig; nemlig at man ikke kan favne mere end man kan række. Mens vi ventede på kunderne, polerede jeg de endeløse rækker af glasmontre, hvor bh’erne var udstillede, stolte og spidse som Madonnas senere cone-bras. Når jeg var færdig i den ene ende, kunne jeg starte forfra. Alle hverdagseftermiddage samt lørdag formiddag. Min ugeløn var 45 kroner.

McJob er en slangbetegnelse for et ustimulerende, dårligt betalt arbejde med få fremtidsudsigter.

Mit næste job var som tankpige hos Shell. Jobbet udviklede min underskrift gennem de tusindevis af kvitteringer jeg langede over disken. Chefen hed Jørgen og sad mest og drak bajere med gutterne i baglokalet. I dag har jeg stadig lugten af benzin i næseborene. Det er en tryg lugt. Og måske grunden til, at jeg altid har valgt biler med motorer, der er store nok til at skulle tankes hyppigt.

Senere – i Sydney – havde jeg en del McJobs. Det første var Danish Icecream, en isbar der lod som om den var dansk og serverede small, regular og large isvafler (det var dengang, der endnu var noget, der var småt). Isbaren lå midt i King’s Cross’ red-light område, hvor alt var til salg og især japanske turister trykkede kameraerne mod ruden og filmede de unge, blonde piger i små rød/hvide uniformer. Det er uden sammenligning det mest ydmygende job, jeg har haft. Efter en uge smed jeg forklædet og gik midt i en servering. Jeg bryder mig ikke om lugten af nybagte vafler.

Derefter fulgte nogle serveringsjobs med klask i numsen, før jeg kom til Yolanda, en restaurant med schweiziske ejere; Richard og den hustru han elskede så højt, at han havde opkaldt restauranten efter hende. Hendes kærlighed var mindre og en dag var hun væk. Restauranten beholdt sit navn. Richard behandlede mig som en datter og insisterede på, at jeg startede mit arbejdsskift med et ordentligt måltid.

Der var Dial an Angel; et servicebureau der sendte mig til et velhaverhjem, hvor jeg strøg tøj i 8 timer. Stående i bryggerset. Fruen kom med en frokost af lidt kiks og jordbær. Senere anklagede hun mig for at have brændt hul i en silkebluse. Til min død vil jeg sværge på, at det ikke var mig. Jeg var kun engel en enkelt dag.

Der var jobbet i en turistbutik på The Rocks, hvor verdens største luksuslinere lagde til med lange mellemrum og sprøjtede købelystne, overgearede japanere og amerikanere ud som konfetti af en bordkanon. De kom, de rev alt ned af hylderne, de forsvandt og der var igen stille i timer, dage, uger. Jeg havde en barstol. Jeg ventede.

Jeg lærte om livet som det ikke ser ud i en dansk provinsby

Der var andre McJobs med #metoo tendenser, men det vigtigste af dem var Paris Express på Taylor Square. Det var fantastisk og forfærdeligt. Cafeen lå midt i Sydneys hotteste gay night life og tæt på Skt. Vincent Hospital, der netop havde sendt de sindssyge på gaden for bedre integration. Jeg lærte om livet som det ikke ser ud i en dansk provinsby. Vi knoklede for en rumænsk ejer under tøflen af en grisk hustru og en grådig mor. Det var slavearbejde; 10 timers skift, hvor vi alene skulle betjene 60 siddepladser og en take-away sektion, gøre rent, bage croissanter, lave kaffe, juice, smoothies, ælte iskold fars med bare arme, så kulden trak i tråde helt op til hjernebarken.

Alt skete i Paris Express; heroin-mennesker faldt i søvn hen over bordene, en skizofren mand blev stadigt dårligere indtil han forsvandt i en periode. Når han kom tilbage var han klar og velfungerende, indtil nedturen startede igen. Han drak flat white med 2 sukker. Et barn blev født på gulvet, en mand fik issen kappet af mens blodet drev ned over hans forstenede ansigt. Lives vanvid dansede med skyggerne i Paris Express.

Jeg har ikke tilegnet mig erhvervsrelevante kompetencer i disse jobs; men jeg lærte noget om mennesker og deres ekstremer og en del om mig selv. Hvilket er en ganske god viden at have i mit nuværende job. Og i livet generelt.

 

*) McJob er en slangbetegnelse for et ustimulerende, dårligt betalt arbejde med få fremtidsudsigter. McJobs bliver især skabt gennem servicesektorens ekspansion.

Ordet blev første gang brugt i USA i 1980’erne og blev kendt af den almene befolkning, efter at Douglas Coupland i 1991 brugte det i sin bog Generation X. Udtrykket kommer af den internationale burgerkæde McDonald’s der startede i USA i 1954.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *