Cigarillos, tempo og kontrol i præstationslivet

Der er ikke mange danske arbejdspladser tilbage, der udøver temposkift i løbet af dagen og ugen. Engang var det almindeligt med fælles morgenmad til fødselsdage eller at frokosten trak ud om fredagen, der var tid til en sludder hen over skrivemaskinen og vi lagde strategiske fem års planer i bedste Sovjetstil.

I dag arbejder vi igennem. I et hyperventilerende højt tempo, så vi bliver syge.

Da jeg begyndte som ledelsesrådgiver i midten af 90’erne, sendte vi rutinemæssigt mellemledere afsted til Dansk Arbejdsgiverforenings kursuscenter (det lå, så vidst jeg husker, i Ebeltoft) til 5 dages programmer om mødeledelse. FEM hele dage til et emne. Men masser af rødvin og øl om aftenen og livlig aktivitet på værelserne. I dag vil et emne som mødeledelse ikke frigive mere end en halv dags ledelsestid. Faktisk vil vi helst bare have et underholdende inspirationsindlæg på 30 minutter om emnet.

Vi har vænnet os til et tempo, der er højt, hårdt og uophørligt. Vi lever og arbejder med maks. puls.

Vi har accepteret præmissen om, at mere er bedre, og hurtigst er bedst.

Tempoet er en naturlig konsekvens af de resultatkrav, der kun er blevet højere for os alle gennem de sidste mange år. Vi har accepteret præmissen om, at mere er bedre, og hurtigst er bedst.  Vi stiller grundlæggende ikke spørgsmål ved den præmis, der hviler som et godt skjult blueprint under enhver arbejdsplads; nemlig at vækst både er nødvendig og ønskelig.

Men ideen om hurtigst og størst er jo en tankegang, der ganske vist er relevant og velegnet til produktion, men bremser kreativitet og fordybelse. To discipliner, vi har brug for, hvis vi skal kunne følge med udviklingen. Den høje puls der har præget og drevet os, skal vi fortsat beherske – men vi skal lære at fungere med en lavere puls og lære at finde ideerne og kreativiteten i skiftet mellem den høje puls forbundet med ekspedition og beslutninger og den lave puls der understøtter fordybelse og analyse.

Ikke nødvendigvis forbundet men i takt med, har kravene til det præsterende menneske ændret sig til en karikatur på mennesket: De ledere der figurerer i erhvervspressen er pæne, borgerlige, retskafne og velopdragne mennesker.  De er far eller mor til tre børn af samme ægteskab. De dyrker en aktiv sportsgren, ofte maraton eller cykelsport. De udtaler at familien er vigtig, men at vi har en aftale om at støtte hinanden i vores karriere. Mændene går i habit, kvinder med diskrete smykker.   Alkoholforbruget er behersket, der ingen der ryger. Ingen der skejer ud i nattelivet eller lægger provokerende beskeder på Facebook. Ingen der inviterer hjem til et rodet hus.

Idealet om lederen som et menneske i personlig kontrol og med styr på forretningen, hører hjemme i en tid, hvor markeder og kundeadfærd havde en vis grad af forudsigelighed.

Idealet – eller i hvert fald pressens ideal – for den højt præsterende leder i dag er et pænt menneske. Et meget pænt menneske.

Men det er jo bare et ideal. En ide, der hviler på antagelsen om at kontrol er den vigtigste komponent i en succesfuld erhvervskarriere. Det giver mening i en tid, der har krævet finansiel styring mere end noget andet. Men nu og fremover har vi brug for at kunne slippe kontrollen, Vi har brug for at turde det uperfekte, for at fejle og fjumre og fremstå inkompetente. Produkter, forretningsmodeller, distributionsformer ændrer sig med høj hast, og ingen af os kender morgendagens krav og muligheder. Vi kan ikke være i kontrol i den grad af kompleksitet.

Idealet om lederen som et menneske i personlig kontrol og med styr på forretningen, hører hjemme i en tid, hvor markeder og kundeadfærd havde en vis grad af forudsigelighed.

Det perfektes tidsalder er overstået. Vi vil have ”real”, vi vil se mennesket bag facaden, vi vil betrygges i at vores leder og vejleder også er et fejlbarligt menneske. For ellers tør vi ikke som medarbejdere eksperimentere og teste nye ideer og muligheder. Vi må give os selv og vores ledere lov at være mennesker med forskellige døgn- og livsrytmer. Til at være mennesker, der bestemt ikke altid er i kontrol. Mennesker, der både er pæne og ikke-pæne.

 

Charlotte Mandrup

Februar 2018

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *