Når partnerskaber og hjerter brister

Børsen bragte for et par dage siden nyheden om, at den tidligere administrerende direktør for Hummel, Søren Schriver, der for et år siden blev bortvist og politianmeldt for svindel, nu opgiver erstatningssagen mod sin tidligere arbejdsgiver. Hvilket Thor Stadil ærgrer sig over, fordi sagen ville have ”hudflettet” Søren Schriver. Berlingske har en længere artikel om denne tragiske sag.

Et mangeårigt, økonomisk forbundet, oprindeligt værdibaseret, men kontraktuelt aftalt samarbejde er svært. Meget svært.

Det er så trist, synes jeg, når tidligere forretningspartnere bringer deres uenighed til offentligheden gennem en villig erhvervspresse og dermed inddrager folkestemningen i noget, der ligner gamle tiders gladiatorkampe.

Men det der gør mig rigtig ked af det, er ødelæggelsen af den personlige relation, der nu er splittet og strøet i stumper og blodige stykker på tværs af slagmarken mellem  to fronter. For jeg ved, fra egen og fra klienters erfaring, at intet i det professionelle liv er så smerteligt som ophøret af et professionelt makkerskab. Det er arbejdslivets skilsmisse, hvor medarbejdere og forretningsforbindelser tvinges til at tage stilling og vælge side. Ganske som børnene i den splittede familie må det.

Det er smertefuldt, det er grimt og det efterlader dybe ar.

Fordi et partnerskab, et samarbejde, en udnævnelse som CEO for et ejerdrevet firma som Hummel, starter jo med en drøm og en vision. En drøm om at kunne noget ganske særligt sammen og en vision om at nå et ganske særligt sted hen. Det er lange samtaler i sommerhuset og ved køkkenbordet. Det er tegninger og regninger, skitser på køkkenrulle og ejendomme bygget af små poser sukker. Det er det klareste udtryk af håb og tillid. Og det er meget smukt.

De første måneder fortsætter i den dejlige ånd. Det er honeymoon, lange samtaler om alt og intet, mens den ene venter i lufthavnen og den anden holder i kø i bilen. Det er fælles front overfor medarbejderne. Det er møder, hvor man gentager hinanden, ”… som Rasmus sagde (kort, kærligt blik fra Lotte til Rasmus) og som jeg er helt enig i …”. Det er den udtrykte glæde over partnerens personlige sejre og loyal opbakning til besværlighederne. Det er sammenhold og medvind.

Så kommer der en travl periode og de lange samtaler mellem biler og lufthavne fyldes med diskussioner om prioritering og ressourcer. Der er ikke længere overskud til at spørge ind til ungerne eller til weekendens cykelløb. Hen ad vejen vænner vi os til at det jo overvejende er et professionelt partnerskab, ikke et venskab. Og det ville vel også være for naivt at forvente andet?

Månederne går. De små særheder bliver til små irritationer. Rasmus har aldrig styr på det administrative og det bliver dyrt i revisorregninger. Lotte tager æren for Rasmus’ sejre overfor medarbejderne. Rasmus laver mundtlige aftaler med leverandører, der ender i ufred og advokatsalærer. Lotte indkalder alle mellemlederne til udviklingssamtaler, selvom aftalen var at de to skulle dele referencen fra mellemlederne. Og sådan fortsætter det.

Måneder bliver til år og de små irritationer efterlader dybere og dybere aftryk på Rasmus’ og Lottes sjæle. Ganske som kinesisk vandtortur. Det bliver sværere for dem at møde hinandens blik, sværere at være professionelle overfor hinanden i medarbejdernes nærvær. Det bliver sværere at være i samme rum, på samme kontinent.

Hvad gik galt, spørger omgivelserne med en hovedrysten. Alt og intet, er svaret. Alt og intet.

Så er det en af dem ringer til mig. Eller til en anden. Og i sjældne tilfælde lykkes jeg – eller en anden – med at få reddet trådene ud og pustet nyt liv i partnerskabets hensygnende asker. Men alt for ofte kommer vi alt for sent. Jeg har siddet med søskendepar, der misforvaltede den materielle arv og – i ordets egentlige betydning – hadede hinanden. Jeg har arbejdet med ejerledelser, der splittede både forretning og familie, så ingen kunne ses udenfor advokatens kontor og børnebørnene blev gidsler. Jeg har selv været gennem et partnerskab der bristede. Jeg har rådgivet og været vidne til mange flere.

Et mangeårigt, økonomisk forbundet, oprindeligt værdibaseret, men kontraktuelt aftalt samarbejde er svært. Meget, meget svært. Og de få der lykkes, bør vi hylde som de helte og heltinder de er, i stedet for at grave efter snavset hos de der fejler. For det er altså de fleste af os.

Hvad gik galt, spørger omgivelserne med en hovedrysten. Alt og intet, er svaret. Alt og intet.

Hvis du sidder og læser dette og tænker, at dårlige partnerskaber er tydelige fra starten og at de aldrig burde være indgået, kan jeg kun svare, at menneskets (naive) håb for fremtiden og (blinde) tro på muligheden, er nogle af vores smukkeste og stærkeste kvaliteter.

Charlotte Mandrup, februar 2018

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *