Dø, Ego!

I øjeblikket læser jeg ”Homo Deus” af Yuval Noah Harari. Som også kunne hedde ”Drengen, der ville være Gud”. En lige så fin bog som forgængeren. Fin og forfærdelig skræmmende. 

Harari peger på at lykke – næst efter udødelighed – bliver menneskehedens største projekt i det 21. århundrede. Altså nu. Han forklarer, hvordan lykke-forskningen udviser en stadigt stigende interesse i Buddhas lære om lykke*), som jo er ganske anderledes end den definition på lykke, som lykke-forskningen hidtil har anvendt som målestok, nemlig individets subjektive opfattelse af lykke.

Når man spørger os moderne medie- og marketingudsatte mennesker om vi er lykkelige, knytter vi uundgåeligt spørgsmålet til vores følelser i øjeblikket. Hvis vi er glade, spændte, opstemte, håbefulde bliver svaret bliver et JA! Mens vrede, irritation, håbløshed eller nervøsitet giver et stort NEJ! på spørgsmålet om lykke. Indtil nu har lykke-forskningen altså taget vores individuelle følelser som målestok. (Måske er det en af forklaringerne på den meget underlige placering vi danskere har som et af verdens lykkeligste lande.)

Vi er ved at nå til et niveau af skrøbelighed, hvor vi har ganske svært ved at acceptere at smerten er en uundgåelig del af livet.

Tidligere på ugen havde jeg ondt i maven. Som i rigtig, rigtig ondt. Svede-ondt, trinet før besvime-ondt. Det eneste jeg kunne, var at ligge i fosterstilling og acceptere den fysiske smerte. I den situation var jeg taknemmelig for min mangeårige mentale træning i den oprindelige form for mindfulness, der har lært mig at acceptere de sanseindtryk, følelser og tanker der er. Ikke dem, jeg ønsker, men de faktiske. Den nat, med maven, lå jeg i timevis og blot iagttog smertens udvikling. Den intense skærende kvalitet var relativt bestandig, men den pulserede svagt, bevægede sig lidt. Den var levende.

Det er slemt nok at være i den form for smerte, selv hvis man kan acceptere den. Men det ville have været ubærligt, hvis jeg havde kæmpet imod den eller haft ondt af mig selv eller ladet frygten løbe afsted med tankerne. Det ville have været for hårdt at bære. Så var jeg blevet indlagt for at lade nogle andre tage ansvaret. Ikke for maven. Men for et sind, der ikke kunne rumme den fysiske smerte.

Harari skriver at vores evne til at rumme fysisk og mentalt ubehag bliver mindre for hvert år. Stærkt hjulpet på vej af den videnskabelige forskning og en markedsøkonomi, der er mere end parat til at levere stadigt mere sofistikerede smertestillende, dulmende, beroligende, stimulerende, opmuntrende medicin, ting, oplevelser. Alt sammen noget, der kan give os det næste lykke-fix.

Vi er ved at nå til et niveau af skrøbelighed, hvor vi har ganske svært ved at acceptere at smerten er en uundgåelig del af livet.

… jeg bliver ved med at opmuntre ledere til at lære mindfulness-teknikker, både for at skåne dem selv fra præstationens slitage, men også for at bedrive ledelse med så minimal egoinvolvering som muligt

Det er en af grundene til at mindfulness har vundet så bredt indpas de senere år. Men desværre ofte under en forkert markedsføring; nemlig som et løfte om større velvære og flere behagelige følelser. Mindfulness er et meget effektivt middel til at finde sig overens med livet og kunne tage, hvad det byder af glæde og sorg. Når metoderne bruges rigtigt. Hvilket faktisk vil sige at egoet må dø. Eller i det mindste forstå, at det ikke er det vigtigste i verden. Og det betyder blandt andet, at vi hverken kan eje eller hænge fast i de fede følelser eller insistere på, at det er ok at undertrykke de negative. Alt skal mærkes. Med lige stor opmærksomhed og ganske uden emotionel bedømmelse. Kun der findes friheden. Kun der.

Så længe vi definerer lykken som tilstedeværelsen af behagelige følelser, så vedbliver vi at være haren, der aldrig når skildpadden, men tilbringer et liv i jagten på den.  Vi jager disse flygtige glimt af nydelse og lykke med en energi og indædthed, der – brugt anderledes – kunne ændre verden til et bedre sted, stoppe klimaproblemerne, udligne uligheden og hjælpe Elon Musk til Mars. Hvis vi derimod kunne definere lykke som et vel-mærket liv, et oplevet liv, et liv med bakker og dale, smerte og nydelse – så kunne lykken faktisk være temmelig meget tilstede.

Så nej, mindfulness handler ikke om blødt lys, blide sind og pastelfarver. Det er ikke et feminint univers, ej heller noget der foregår ved en strand. Den slags er wellness – og wellness er fint, men ikke noget, der har varig effekt.

Mindfulness er viljen til at acceptere ALT, hvad dit indre byder dig af reaktioner på verden og livet. Det er opløsningen af egoet og det er den hårdeste præstation, du kan udsætte dig selv for. Men gevinsten er et liv, der ikke styres af frygt eller begær. Det er grunden til at jeg bliver ved med at opmuntre ledere til at lære mindfulness-teknikker, både for at skåne dem selv fra præstationens slitage, men også for at bedrive ledelse med så minimal egoinvolvering som muligt.

*) Buddhas lære om lykke: Mennesket stræber efter behagelige følelser. Men den slags følelser er flygtige. Derfor oplever mennesket mere lidelse end lykke, fordi det konstant er på jagt efter disse behagelige følelser.

One response to “Dø, Ego!

  1. @Mandrup
    Super indlæg Charlotte. Tænk hvis vi kunne lære at leve med at smerten ER er en del af livet og at medicin ikke er svaret på alle smerter. Videnskaben vil næppe give os lov

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *