Hippie-pensionister med GIG-jobs

En af mine klienter overvejer at sige sit job op, flytte fra en 300 kvm lejlighed i London til en på 50 kvm i hans (relativt fattige) hjemland, sælge bilerne og forære det meste af inventaret væk. Børnene er godt i vej, hustruen har ikke set meget til ham gennem flere årtier og han selv er udmattet af den konstante præstation, der uanset succes eller tab, altid skal forbedres næste år.

Han er 52 år. Mindst 15 år yngre end pensionsalderen for hans ledelsesniveau.

Og han er ikke den eneste. Flere og flere vælger en anden livsstil efter de 50. Mens baby boomerne blev de første aktive pensionister i sydgående busser og på golfbaner, sneg 68’erne sig ud af arbejdsmarkedet som før-pensionister; solgte villaen, købte et stenhus på Mallorca og en ejerlejlighed i et ombygget sanatorium, som vogtes med nidkær materialisme. Men nu er der endnu en pensionist type på vej: hippie-pensionisterne eller de nye, gamle hippier. Bortset fra, naturligvis, at ingen føler sig gammel som 50-årig idag. Vi er jo kun halvvejs gennem vores voksenliv.

Der er meget tale og skrift om millennials, deres forventninger og krav om mening, betydning og anerkendelse. Nogen af os kan huske, at der var en tilsvarende bekymret fremskrivning af Generation X’s adfærd og krav. Vi bør generelt tage alle den slags forudsigelser med et lille gran salt. Jo, der er forskel på generationerne, men en vis udligning finder som regel sted, når de unge stifter familie og begynder at værdsætte borgerlige, materielle goder og dyder. Det skete for 68’erne, som det er sket for alle unge gennem alle tider. Og det vil også ske for millennials.

Ganske som millennials vil vi have mening i (arbejds)livet.

Men tilbage til os, de 50+ årige. Ganske som millennials vil vi have mening i (arbejds)livet. Det er nemlig ikke en generations-ting, men en tids-ting. For vi har erfaret på egen krop og familiens velbefindende, at det materielle liv ikke er lykkeskabende, at præstationstilværelsen – privat og professionel – gør os syge eller flade. Vi fulgte babyboomernes lovprisning af materielle værdier og 68’ernes nydelseskultur, men vi tilføjede for egen regning det vanvittige slid, der for mange har betydet, at de allerede havde tilbagelagt et fuldt arbejdsliv, da de var midt i fyrrene. Denne skribent indbefattet.

Vi vil noget andet. Vi vil gerne arbejde, men ikke slide. Vi vil gerne tjene penge til hummeren i sommerhuset, men vi er villige til at undvære de to biler og turen til Thailand i januar. Vi vil gerne bidrage til virksomheden, men vi vil også gøre noget, der betyder mere og andet end klassisk bundlinje. Nogle ønsker at dedikere tid til nogen eller noget udenfor sig selv, hvad enten det er familien eller FN’s verdensmål. Andre ønsker at dyrke en livslang lidenskab, der bare aldrig har været tid til. Og atter andre ønsker bare et simpelt liv med langsom tilstedeværelse og smagen af friskfanget fisk.

Vi er måske den første generation, der rammer en treenighed af vilje, evne og mulighed til at skabe den (næsten) perfekte balance mellem præstation og nydelse.

Og det er muligt. Vi er måske den første generation, der rammer en treenighed af vilje, evne og mulighed til at skabe den (næsten) perfekte balance mellem præstation og nydelse.

Vi har viljen til at skrue ned for behovet; flytte til noget mindre, droppe rejserne, sælge den ene bil. Vi har evnen til at arbejde selvstændigt, holde os selv opdaterede og vi har tilstrækkelig selvindsigt til at vide, at den anerkendelse, der har drevet os gennem præstationslivet, er både skrøbelig og uberegnelig. Vi har mulighederne, fordi tiden kalder på Gig*) løsninger og fordi teknologien understøtter ene-arbejde som aldrig før.

Det handler ganske enkelt om at skabe den situation man ønsker. Men nu er der jo ikke ret meget, der er ganske enkelt og som mine klienter ofte fortæller mig, så er det jo nemt for mig at sige, for jeg har været selvstændig i mange år. Og ja, det er nemt at sige. Men nej, det var ikke nemmere for selvstændige at skabe den livsstil vi ønsker, end det er for andre. Selvstændige skal hente deres løn hver måned og de færreste har tilstrækkelig is i maven til at sige nej til en opgave, fordi man hellere vil …  (indsæt det du hellere vil bruge tiden på).

Job-crafting = at forme sit arbejdsliv gennem strategi, planlægning og eksekvering

Hvis man ønsker at skabe en anden og bedre balance, skal man – uanset om man er selvstændig eller fastansat – i gang med ”job-crafting”; dvs. forme sit arbejdsliv gennem strategi, planlægning og eksekvering, på ganske sammen måde som man driver ethvert andet forretningsmæssigt eller organisatorisk tiltag. Spørgsmål som disse skal besvares: Hvad indeholder den perfekte hverdag? Hvor lille indkomst kan I nøjes med? Hvad skal der til for at din nuværende virksomhed vil lade dig gå på deltid/blive freelancer? Hvilke alternativer er der til at fortsætte på mindre tid i din nuværende virksomhed?

Fejlen de fleste begår, er at tænke alt for længe og alt for uklart over hvad og hvordan, i stedet for at komme i gang med at regne, planlægge og forberede. Det er nemt at gå i årevis og tro man kan starte som konsulent eller leve af en bestyrelseskarriere – hvis man ikke tester virkeligheden. Det er trist så mange begavede ledere, der går rundt med disse drømme, uden at gøre sig klart, at både konsulent- og bestyrelsesrollen er håndværk, der skal læres og at selv, hvis man mester håndværket, skal der være nogen, der er villig til at betale for ydelsen. Begge dele tager tid at bygge op.

Det tager flere år at skabe sig en anden livsstil. Det er ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden. Så lad være med at vente for længe.

I dag er en god dag at starte.

 

*) Gig:  http://fremtidenserhvervsliv.dk/2017/10/03/gig-oekonomien-udfordrer-arbejdsmarkedet-men-giver-ogsaa-plads-til-fleksibilitet/

 

One response to “Hippie-pensionister med GIG-jobs

  1. The best-laid plans of mice and men often go awry!

    Jeg gik direkte fra 40-60 timers arbejdsuge til nul timer.

    Min viv blev akut og livsfarligt syg, prognosen dårlig, og jeg tænkte at jeg kunne passe/pleje hende så længe det varede.

    Det gik bedre end vi troede/håbede, her 16 år senere er vi her begge, det går stille og fredeligt, og tanken om arbejde er forlængst lagt i brokkassen!

    Som overskriften siger, man kan planlægge alt muligt, men virkeligheden kommer nemt på tværs

    Mvh

    Vagnry

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *